Vi har købt den gamle skole!!!

Efter længere tids søgen (flere år) er det endelig lykkedes, vi har købt et sommerhus og ikke bare hvilket som helst sommerhus, nej det er den gamle skole i Stårup,  der er bygget i 1829, med 2 bindingsværkslænger fra 1777, og en dejlig stor grund med mange gamle frugttræer.

Bygningerne er dog misvedligeholdte og trænger derfor til en kærlig hånd og en del oprydning. Vi fik nøglerne lørdag d. 9 September, og jeg havde forestillet mig at jeg skulle tage det berømte billede med nøglerne i min hånd, det blev det ikke til, vi havde for travlt med at komme i gang med at rydde op.

Vi havde planlagt hjemmefra at vi skulle overnatte i vores nye gamle skole, så soveposer, dyner og luftmadrasser var stoppet ind i den lille Punto, så vi var klar til at give den hele armen både lørdag og søndag.

Vi skulle mødes med sælger og ejendomsmægleren kl. 12.00 om lørdagen for at gennemgå huset, og for at få nøglerne af ejendomsmægleren og sælgeren. Lørdag morgen vågnede vi alle meget tidligt, og havde meget svært ved at få tiden til at gå, så vi kørte hjemmefra allerede kl. 9, selvom det kun tager en time at komme der op.

Da vi var kørt forbi Roskilde, som er ca. halvvejs, fandt jeg ud at jeg havde glemt min mobil, hvilket var virkelig virkelig irriterende… Jeg skulle jo tage en masse fede billeder til dette blogindlæg og til Facebook opdateringer. Jeg havde tænkt mig at tage det berømte billede af nøglerne i hånden, men som sagt så blev det ikke til noget, og det er lidt utjekket at tage det nogle dage efter og så lade som om…

Vi brugte lidt tid i Nykøbing Sj. kiggede lidt rundt i byen, og fandt den lokale Netto, hvor vi handlede lidt ind til vores første aften. Derefter kørte vi hen til en lille havn fordi Nikolaj gerne ville se om der var et vinterbadeskur, det var der, men man skulle være medlem for at få nøglen så man kunne bruge det.

Nikolaj fik også ringet til hans bror Anders for at spørger om han ville køre forbi vores lejlighed for at hente min mobil, det ville han heldigvis gerne, pyha, det var en lettelse… Vi havde i forvejen aftalt med Anders at han skulle kigge forbi efter kl. 12.00 og se det nye sommerhus.

Overdragelsen af nøglen

Endelig var det ved at være tid til at vi kunne køre hen til den gamle skole. Vi var der lidt før tid, men sælger var der allerede, og havde tændt for vandet, strømmen og varmen.

Sælger var der indtil kl. 14.00 og fortalte om skolen og om hvem der havde boet der før han købte stedet, og om den sidste lærerne der havde undervist på skolen, og at den fine nye septiktank ikke var sat til, så den var ikke funktionsdygtig som det var lige nu… Til gengæld virkede strømmen og det gamle oliefyr, hvilket faktisk kom lidt bag på os, vi havde ikke regnet med at noget af det virkede.

Vores første gæst

Anders kom ca. kl. 13 og han havde min mobil med, mange mange tak Anders. Så dette er det første billede jeg tog som den nye ejer af den gamle skole.

Gamle skole
Første dag som ejer af den gamle skole.

Efter Anders var kørt, stod vi der og kiggede på hinanden alle 3, og kunne ikke forstå at stedet endelig var vores, at vi var ejerne af den gamle skole.

Hvor skal vi starte?

Hvor skulle vi starte med at rydde op, og hvilket rum skulle vi sove i? Der var nok at tage fat på. Den gamle skole har massere af rum, grundplanen er 145 m2, der er den gamle skolestue, et køkkenet, 2 værelser og stuen der er sammenlagt med endnu et værelse. Derudover er der en lille hall med trappe op til loftet, hvor der er engang har været soveværelse.

Vi besluttede os for at sove i værelset ved siden af køkkenet, og vi gik igang med at flytte alle de gamle møbler ud på gårdspladsen. Alt hvad vi ikke kunne bruge, af den ene eller anden grund blev stablet i det ene hjørne af gårdspladen, og denne bunke er stille og roligt vokset sig stor lige siden.

gamle skole

Der skulle også gøres rent, støvsuges og vaskes gulv. Vi havde ikke taget støvsugeren med hjemmefra, fordi vi ikke troede elektresiteten virkede, så efter vi havde fundet os selv, kørte vi vores første tur til Silvan, en tur vi har kørt mange gange siden.

Første nat

Aftenen kom og dagslyset begyndte så småt at forsvinde, og vores kroppe var blevet trætte efter en meget aktiv dag. Så det var tid til lidt aftensmad, der blev serveret på en presenning på gårdspladsen.

gamle skole Alt i alt en fantastisk weekend.

Altså lige på nær de mus som vi deler sommerhuset med, og som også syntes værelset ved siden af køkkenet også er et godt værelse.

Mus er åbenbart natdyr, og er aktive kl. 23.00. De har deres små gange bagved panelerne, som de flittigt bruger, så jeg fik ikke sovet så meget den nat. Måske var det ikke kun musenes skyld at jeg ikke fik sovet den nat. En af årsagerne til min manglende søvn, kunne også være at vi alle 3 sov på den samme luftmadrasse, så hvergang en vente sig, så gyngede vi andre med, og at Villiam var forkølet og ikke kunne ligge stille.

En stille søndag morgen

Jeg opgav at sove kl. 5.30 søndag morgen, stod op, tog mit arbejdstøj på, lavede en kande kaffe og satte mig ind i stuen. Nikolaj vågnede kort efter og kom ind til mig, og så sad vi der mellem gamle møbler, edderkopper og spindelvæv, og fik den bedste kop kaffe jeg kan huske, og nød stilheden imens kiggede ud ad de beskidte vinduer, ud på vores have.

gamle skole
Den bedste kaffe på den gamle skole

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.